Halvmarathon under svære/anderledes forhold

I går skete det!

Jeg skulle løbe mit første halvmarathon ever i Københavns gader sammen med min mand.

Jeg har trænet nogenlunde konstant, og med dette for øje, siden foråret. Alligevel er det kun blevet til 2 x på 15 km; den ene gang i april og den anden i midt august. Det er bare slet ikke nok, selvom alle påstår: “Har du løbet 15 kan du også løbe 21,1“.

Ok – så gør du lige det tak…… og husk lige hvor træt du er efter de 15 OG stadig mangler 6!

Nå, men altså – på trods af at jeg blev ramt af skinnebensbetændelse efter de 15 km i august og derfor ikke fik løbet mere end 1 gang efter dette, måtte vi jo afsted!

Og dagen startede absolut IKKE efter planen, da jeg lige måtte en tur på dyrehospitalet med Cookie kl. 05.30 – hvor jeg ellers havde planlagt at sove til 07.30, for at være frisk og veludhvilet! (Men godt jeg kom afsted for hun havde fået trommesyge og det er virkelig kritisk for en kanin, og de overlever sjældent!)

Men hjemme igen (og med kaninen indlagt) kunne jeg så tanke havregryn, kaffe og væske inden vi skulle afsted. Ungerne blev sat af hos fætter Jonas og Augusta og så kørte vi ellers mod Parken.


Vi fandt ret nemt en p-plads ved Metropol og kunne så lunte og varme op så småt på vej til Fælledparken. Aflevere bagage, tisse af, drikke lidt og spise et æble, og så var vi klar til start. Vejret var smukt, solen skinnede – ja det var faktisk ret varmt der i start-området. Alt tegnede godt.

De første 5 km gik rigtig fint og det var meget varmt, så da et begyndte at dryppe ved Nørrebro station var det rigtig dejligt! Jeg løb de 5 på 28:26 – lidt hurtigere end de sædvanlige 6 min pr. km – men det var ok.


Ole var mega-overskuds-agtig. Han high-fivede på livet løs med tilskuerne, filmede de optrædende i event-zones – og ja begyndte at filme mig!! Det var jeg ikke tilfreds med og det sagde jeg vist højt på live-streamen flere gange!! 😉

Vejen gik gennem Frederiksberg – totalt mit barndoms-hood, ned af Godthåbsvej, Falkoner Allé og Frederiksberg Allé – det var som at være hjemme! Meeen jeg var også begyndt at blive liiiidt træt. Ungerne ventede ved Ingerslevsgade lige efter 11 km, og jeg stoppede gerne op for lige at sige hej, men Basse mente bare jeg skulle skynde mig videre.


Og på vej ned af Ingerslevsgade og Fisketorvet begyndte det virkelig at regne. Kæmpestore dråber der faldt tungt. Dum som jeg er havde jeg taget mascara på – ikke vandfast – og jeg følte mig mega-sort om øjnene, det sved og jeg ville ønske jeg kunne tørre dem. Men næh nej, det ku´ jeg ikke og vi måtte bare løbe videre.  Det tordnende og lynede – især inde over Østerbro – den vej vi skulle. Jeg overvejede et kort øjeblik om man skulle smutte ind på Fisketorvet hvis tordenen kom for tæt på – jeg HADER torden!!

Nu var jeg godt træt – vi nærmede os de 15 som var det jeg jo max havde løbet, og jeg syntes der var lang vej hjem. Jeg gik lige lidt mens Ole forgæves prøvede at hive mig afsted – ligesom hans opmuntrende ord ved 10 km havde været: “Du mangler kun 11 så kan du holde pause!” (idiot tænker man så lige dér!)

Vi passerede Kgs. Nytorv og løb mod Østerbro station. Mit tempo var væsentligt reduceret og fra 15-20 holdt jeg et pace på ca. 6:30 dvs. jeg havde en del gå-pauser på dette stykke, reelt løb jeg nok stadig de 6 pr. km når jeg altså løb! 😉

På Strandboulevarden åbnede sluserne sig igen og vi måtte igennem kæmpe vandpytter, så sokker og sko var pladdervåde – godt det samme, for da vi så rundede Østerbrogade fra Strandboulevarden var det som en flod. Man kunne ikke undgå vand, der var fyldt med kæmpe hagl og vandets temperatur var isnende. Fra Trianglen og de sidste vel 5-700 m løb vi i 20-30 cm isvand/slushice. Og mens vi løb/hoppede/gik det stykke annoncerede de i højttalerne at løbet blev suspenderet og at de løbere der stadig var på ruten ville blive stoppet pga. farligt vejr. DMI havde sagt, at det skybrud og tordenvejr som tidligere havde været der, meget vel kunne være på vej tilbage, og på grund af sikkerheden bad man løbere, såvel som tilskuere, om at forlade området og gå hjem i god ro og orden.


Og der løb jeg så – 200 m igen og tænkte: “Fuck nu får jeg ikke registreret min tid og jeg er SÅ tæt på mål – det kan ikke være rigtigt!!!” – men heldigvis fik vi registreret tiden som for mit vedkommende blev 2.08.46. Jeg havde drømt om under 2 timer, men jeg døde totalt på de sidste 5 km, var kold og havde ondt i hoftebøjerne. De iskolde fødder hjalp så heller ikke på motivationen, og det var svært at løbe i så meget vand!

Men vi kom igennem, fik vores medaljer, og kunne så kæmpe os gennem mudderet i Fælledparken for at hente bagageposerne, og så var det ellers bare hjem og få et varmt bad, sko og tøj i vaskemaskinen og benene op resten af dagen!!

Jeg er ikke afskrækket fra at gøre det igen, for der er jo plads til forbedringer, både mentalt og fysisk – og nåja også vejrmæssigt! Så måske jeg gør det igen næste år???

 

 

 

Reklamer

Om Dorthe

Årgang 1972, mor til 3 skønne børn og gift med Ole.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s