Når vi har ferie er det altid lettere at få løbet – klart nok når alt bliver mere tilbagelænet, der er masser af tid og ingen pligter på samme måde som til hverdag.
I dette års påskeferie har vi været så heldige at vinde 1 uge i Ole’s firmas hus i Lalandia, Rødby. Altså, vi betaler lidt for det, men slet ikke de ublu priser der ellers er for bare et par dage hernede.
Så når Ole vinder lodtrækningen, er det svært at sige nej, og ungerne elsker det jo!
Så her har vi været i 1 uge nu, og skal hjem lidt senere.
Men tilbage til løberiet!
For i går var det første gang ever, at jeg løb en tur på 15 km. Og det endda i strid modvind på turen ud, på diget mellem Rødby og Kramnitse. Det er en god sti at løbe på – det brusende hav på den ene side og klitter og marker på den anden hvor der går græssende køer, vilde gæs og rådyr!
Hvor det meste af Danmark havde massivt regnvejr, havde vi skyer iblandet lidt sol. Blæsevejret har været her hele ugen, så det havde jeg jo næsten vænnet mig til – for ja jeg var også ude mandag og onsdag.
Jeg løber stadig langsomt – men har også lært at det skal jeg – når længden skal øges. Jeg har dog svært ved at løbe helt så langsomt som min træner siger jeg skal, men jeg prøver. Og han siger også at jeg skal løbe i forskellige tempi, og her er der klart plads til forbedringer, for jeg kan ikke huske det når jeg først er afsted. Så finder jeg et tempo jeg synes er godt og så fortsætter jeg i det.
Men i går føltes det som en god ide af prøve med 15 km, og det gik rigtig godt!
Især da jeg vendte om efter 7,5 km og så fik medvind – så øgede jeg tempoet med ca. 30 sekunder pr. Km.
Desværre begyndte det at regne, kraftigt, efter 10 km. Hård kold regn men heldigvis bagfra. Jeg blev drivende våd og kold og kunne mærke jeg blev stivere og stivere – men holde pause kunne bestemt ikke anbefales for så var jeg bange for at blive helt kold og ikke kunne komme i gang igen.
Så jeg fortsatte og gennemførte! Og var/er mega stolt. Tiden var som nævnt ikke prangende 1.33 og nogle sekunder. Så der er plads til forbedring og det er helt ok!
Til gengæld nød jeg at kunne komme i badeland og blive varmet igennem i saunaen og boblebadet – det ku være lækkert at have derhjemme 🙂
I dag holder jeg hviledag. Jeg kan godt mærke det i mine ankler og min hofte. Og så min opererede fod – men den gør ondt uanset om jeg laver noget eller ej, så pt. Afholder den mig ikke fra løberiet – og jeg fortsætter min træning til Cph Half i september og glæder mig til at nå dertil!