I dag har vi været på den årlige tur for at udvælge og fælde det træ, som skal pynte hjemme i stuen.
Vi er så heldige at være inviteret til dette af et firma som holder den hyggeligste event hvert år på Ryegaard Gods nær Roskilde.
Ungerne glæder sig umanerligt og spørger flere gange om hvornår vi skal ud og fælde juletræ?
Og det var så i dag – i det smukkeste vejr; køligt men med blå himmel og en skærende lun vintersol!

Sebastian leger Dumpe med huen over ørerne
Velankommet og efter check-in går turen i hestetrukket vogn ud til træerne. Vinden er kølig, men dejlig frisk!
Andrea er på krykker da hun måske har en fibersprængning i foden, så hun kæmpede sig rundt i den mudrede undergrund, men det gik fint og vi valgte det træ hun syntes skulle med hjem – og i vanlig stil er det jo Ole´s opgave at klare at få savet det fri så vi kan få det med hjem! 🙂
Efter turen i hestevogn tilbage til godset står den på varm kakao, æbleskiver og gløgg i laden som er fint pyntet; 4 piger synger julesalmer og selveste julemanden er på visit og deler slikposer (store!!) ud til alle børnene.

Hvem sagde hue-hår?
Hvis man lyster kan man også få en ridetur på en pony – og det prøver både Celina og Sebastian!
En skattejagt på Godset er der også – opgaven er at vi skal finde 5 nisser som har gemt sig og så skal vi finde deres navne – vi leder og leder og det lykkes (selvfølgelig) at lokalisere både, Dumpe, Prosit, Gnavpot, Søvnig og Lystig.
Nu x´er vi så bare for at vi vinder – førstepræmien er nemlig en romantisk overnatning i en Trætop-hytte og hvem kunne ikke lige tænke sig det?? 🙂
Sluttelig fik vi årets mistelten med hjem også – og den skal skam snart op at hænge – det har været en rigtig rigtig dejlig dag!