SÅ er der for alvor taget hul på 2016 – og det er trods alt dejligt at komme i gang med et nyt år efter en dejlig juleferie!
Tidligere – som i dengang hvor man (jeg) stadig brugte papirkalendere – var noget af det jeg elskede allermest at tage en helt ny kalender i brug.
Bruge timer på at overføre fødsels- og andre mærkedage, telefonnumre, allerede lavede aftaler mv.
Nu bruges mobilens kalender app. bare og der spildes ikke tid med den slags hyggelige sysler længere!
Til gengæld bruges den dyrebare tid på andet, fx. timevis af forberedelse på desserten til fejring nytårsaften 2015/2016!
Jeg har fundet en vidunderlig hjemmeside, http://www.chocolat.dk hvor der er de lækreste opskrifter med chokolade som primær ingrediens. Og på denne side fandt vi ikke mindre en 2 desserter som vi gav os i kast med!
Den ene dessert skulle være en chokoladekugle af hvid chokolade med lakrids, serveret med en granatæbleis og friske granatæblekerner.
Nøj den blev god! Jeg måtte ud og erhverve mig en form til at lave chokolade-skålene og så måtte jeg jo give mig i kast med temperering af chokolade så den får det rette knæk – OG ikke mindst kan slippe formen uden problemer! Det lykkedes – men jeg kan klart forbedre teknikken så skålene bliver en anelse tyndere! Isen var fantastisk og den skal helt sikkert laves igen!
Jeg lavede også et fad lakrids-macaroons som blev serveret til – de var heller ikke dårlige!
Den anden dessert var Ole´s forslag – chokolade tapas! Forskellige chokolade ganacher serveret på en lille mørdejsbund og så med alskens variationer af pynt og smage. Fx. hvid chokolade med lime og basilikum rullet i pistacienøddecrunch, dulcey chokolade med en smule salt serveret på en bund med et stykke lakrids eller en mere almindelig mælkechokolade serveret med en ristet hasselnød og guld på toppen!
Flot så det ud – det smagte himmelsk – og Ole hjalp til med produktionen af de mange mørdejsbunde samt hakning af chokolade til ganache, og Celina med marengs til macaroons.
Vi havde en dejlig aften i hyggeligt selskab med fam. Brandt og fam. Rasmussen og var først færdige med at spise 23.30 – det var en lækker middag og en skøn aften – 2016 KOM AN!