I Sebastians SFO (Solstrålen) er der hvert år Olympiske lege.
Her dyster de elever fra 0. – 3. klasse i discipliner som længdespring, 100m løb, hula hop-ring, mooncar-ræs og “Over vup vup stafet” (dén har jeg stadig ikke helt fattet hvad går ud på! 😉
I 2 uger ca. dyster de efter skoletid, og starter med at alle samles og faklen tændes! Og så dyster man – klasse mod klasse så niveauet er nogenlunde ens – og så finder man en 1., 2. og 3. plads.
Det hele afsluttes med medaljeoverrækkelse og forældrekaffe fredag i den sidste uge!
Behøver jeg at sige at min enormt konkurrence-mindede søn går op i det med liv og sjæl?
Der blev øvet længdespring med Mikkel inden legene startede og hula-hop ring blev testet af hjemme.
Hele 5 medaljer blev det til – 1 af guld i Mooncarræs og 3 af sølv i 100m løb, længdespring og hula-hop (en kategori pigerne ellers stensikkert vinder, men de var til fødselsdag den dag! 😉 ). Den 5. medalje var også af guld og var ikke en konkurrence-kategori, men faktisk prisen som den bedste hepper! Han havde stået i al slags vejr og støttet og heppet på sine kammerater, så den medalje synes jeg faktisk er den bedste! 🙂