I lørdags var det tid til denne sæsons første afsnit af klubmesterskaberne.
Og for første gang skulle både Andrea og Celina være til dette stævne sammen.
Andrea er efterhånden en garvet svømmer, også når det gælder konkurrencerne, hvorimod det hele stadig er nyt og overvældende for Celina.
Celina begyndte som talentsvømmer efter sommerferien og har prøvet at stille til start 1 gang før til GTI Cup´en sidst i september. Og hun klarede det SÅ fint den gang, men det var med nerverne udenpå badedragten om man så må sige!
Op til dette stævne har vi haft mange diskussioner om hun ville/skulle deltage! Den ene dag ville hun gerne – den næste ikke! Og jeg kunne ikke helt finde ud af hvor skoen trykkede.
Var det hendes egne forventninger eller vores? (Vi forventer ikke noget – vi vil bare gerne have hun har det sjovt og får nogle gode oplevelser). Var hun bange for at blive sidst? Blive diskvalificeret? At folk kigger på hende? At træneren bliver sur hvis hun gør noget forkert??
Jeg tror det var lidt en blanding af det hele – og jeg pressede og opmuntrede hende skiftesvis. For det er helt ok hvis hun ikke vil svømme mere – hun skal ikke tvinges, men samtidig synes jeg lige hun skulle give det en chance inden hun med sikkerhed kan sige at DET vil hun ikke! Og jeg gjorde meget ud af at forklare hende at det er ok at blive diskvalificeret, det prøver alle – også de store – og det er møg-ærgerligt, men så ved man til næste gang hvad man skal passe på eller ikke gøre!
Og vi tog afsted og jeg var parat til nærmest hvad som helst for at støtte hende og diskutere med hende – og heldigvis gik det over al forventning! 🙂
På et tidspunkt skulle hun svømme 100m ryg og der var hun ved at bakke ud, men jeg fik fat i en træner som tog sig af hende og som fik hende overbevist om at det kunne hun godt klare – og det kunne hun jo!
Ja, det gik ikke vildt stærkt, men hun gennemførte og hun blev IKKE disket! Faktisk lavede hun 3 personlige rekorder i 3 løb, så det kan jo ikke gå bedre! Hun forbedrede 50m fri fra 55:75 til 54:05 og 50m ryg fra 1:09:25 til 1:04:74 – og 100m ryg på 2:17:99!
Andrea, som svømmede til regionsmesterskaberne for kun 2 uger siden og satter personlige rekorder der, gik også lige ind og lavede 4 nye personlige rekorder i 4 løb – super flot og så på hendes fødselsdag!
Hun svømmede 50 fri på 40:34, 200 fri på 3:14:46 (og har aldrig svømmet dette løb før), 50 ryg på 47:84 og 100 ryg på 1:41:09
Så det var en rigtig god dag for begge piger, så vi sluttede dagen af med pizzaer fra Domino´s hjemme i sofaen efter fødselsdagsbarnets ønske – mere om denne dag i et andet indlæg! 🙂